fredag den 5. september 2008

TV-skolen

Ingen vidste, hvad den første dag på TV-skolen fra 9-20 ville gå ud på, men da den var overstået, havde jeg haft det enormt fedt og nydt de muligheder for at udfolde sig, som den havde tilbudt.

Som det første havde min gruppe skulle finde på et reklamefilmskoncept for et kondommærke, som vi også selv skulle navngive. (Vores blev et økologisk kondom ved navn "Økodom"!) Vi skulle derefter tegne storyboards til reklamefilmen og forberede en fremlæggelse ud fra en NABC-form (Need, Approach, Benefit, Competition).

Derefter skulle vi tage 10 billeder og et selvportræt i Station Next's kulisseby, som bagefter blev analyseret sammen med hele holdet. Jeg havde en tydelig tendens til at bruge rekvisitter og iscenesætte mine motiver (bl.a. et gennemgående hummer-der-taler-i-telefon-tema) og til at bruge komplimentærfarver. Vores næste opgave blev så at gå ud igen og tage 10 nye billeder - denne gang med hver vores nye stil i tankerne.



Næste hold gik ud på at filme hinanden, mens vi fortalte om vores nøgler, og også disse filmklip blev bagefter analyseret sammen med holdet. Der blev her tolket på de forskellige klip og fokuseret på, hvad man kunne sige om en person ud fra, hvad han/hun sagde om sine nøgler.
Her havde jeg - med inspiration fra fotografiholdet - bl.a. besluttet at sætte Katharina (som jeg filmede) ud af fokus, så kun hendes nøgler var tydelige, mens hun fortalte om dem.
Da jeg blev filmet, skulle det være meget dramatisk, så jeg skulle komme frem bag et tæppe og fortælle surt om mine nøgler, der var delt op i forskellige lommer. (Det blev dog ikke så meget surt, som det blev forvirret.)

Sidst på dagen var opgaven at finde på en komedie-stumfilm med titlen "Et uventet møde" og sørge for, at et eller flere dyr indgik i filmen. Derefter skulle vi lave storyboards til filmen og til sidst filme den i kulisserne. Min gruppes film kom til at handle om en tyv (som jeg spillede), der brød ind i et hus, men blev opdaget af husets vagt-ko (spillet af Martin). Denne overfaldt mig og slæbte mig ud af rummet, hvorefter husets beboer (spillet af Bettina) kom ind og satte sig uvidende til at læse i en bog. (Se stumfilmen her!)

Da filmene var blevet vist, skulle vi fremlægge vores reklamefilmskoncepter for de andre og lærerne, og lærerne skulle til sidst kåre en reklamefilmsvinder og en stumfilmsvinder. Vores Økodom-reklame vandt reklamefilmskonkurrencen! Juhu! :)

 Køb

Da vi gik hjem lidt over 8 om aftenen, havde det været en super fed oplevelse og samtidig noget af en udfordring i at være på hele tiden. Så selvom man var noget ør i hovedet, glædede man sig enormt meget til at skulle derud igen og lege videre til december! :D

Ingen kommentarer:

 
Toby på 46h